Tillykke med din graviditet
Vi følger dig hele vejen under graviditeten for at sikre, at du og dit barn har det godt. Alle graviditetsundersøgelser varetages af sygeplejerskerne.
Her er de undersøgelser, du selv skal huske at booke tid til online.
- besøg, Gravid - 1. konsultation: Første konsultation hos sygeplejersken efter du har konstateret, at du er gravid og ønsker barnet. Her vil der blive taget blodprøver, målt blodtryk, vejet og opstartet vandre- og svangrejournal. Du skal også lave en frisk urinprøve - en midtstråle, så kom gerne 10 min. før din tid og henvend dig hos sekretæren. Du skal også have noteret sidste menstruations første dag, så sygeplejersken kan udregne, hvor langt du er i graviditeten. Endelig får du information om nakkefoldsscanning.
- besøg, Gravid - 2. konsultation (ca. en uge efter 1. konsultation): Her får du svar på blodprøver, og vi færdiggør din vandrejournal/graviditetspapirer, som sendes til hospitalet.
- besøg, Gravid - uge 25: Du skal igen komme 10 minutter før din tid for at lave en urinprøve. Derudover måler vi dit blodtryk, vejer dig, måler din livmoder og du kan høre din babys hjertelyd.
- besøg, Gravid - uge 32: Det samme som i uge 25: urinprøve, blodtryk, vejning, livmodermål og hjertelyd.
- besøg, Efterfødselsundersøgelse: 8 uger efter fødslen tilbydes du en efterfødselsundersøgelse. Her snakker vi om, hvordan det går, ligesom vi taler om prævention og laver en gynækologisk undersøgelse.
Nakkefoldsscanning
Alle gravide får tilbudt en vurdering af risikoen for Downs syndrom hos fosteret. Undersøgelsen består af en blodprøve fra den gravide og en nakkefoldsscanning af fosteret. Ønsker du undersøgelserne skal du selv booke tid på det hospital, hvor du skal føde. Scanningen sker fra uge 11+0 til uge 13+6.